20. aug. 2025 kl. 06:32
62 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Sidelæns handel op mod Jackson Hole - kiwi svække...

Den igangværende intervalhandel på valutamarkedet fortsætter onsdag, hvor en udpræget mangel på økonomiske data drejer markedsdeltagernes fokus mod den amerikanske centralbanks årlige Jackson Hole-symposium.

Symposiet, der starter torsdag med deltagelse af alle de store globale centralbanker, kan give indikationer om Federal Reserves kommende pengepolitiske træk.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger ved 6-tiden onsdag i 98,41 mod 98,13 tirsdag eftermiddag.

Fredag skal Federal Reservechef, Jerome Powell, levere ugens højdepunkt og markedets primære fokus, i den stærkt imødesete tale, der traditionelt fastlægger rammerne for den amerikanske pengepolitik for den kommende tid.

Dermed står markedets prissætningen af en rentereduktion næste måned i til at blive be- eller afkræftet efter en tid, hvor de økonomiske data på det seneste har trukket forventningerne i divergerende retninger.

Markedet sætter nu en sandsynlighed for en rentenedsættelse på 25 basispoint til 84 pct. og venter reduktioner på samlet 54 basispoint inden årets udgang.

- I betragtning af den relativt høje barriere, som Powell skal opfylde, er der en smule risiko bagt ind i markederne om, at han hælder til den strammeragtige side, og at det velkendte tæppe bliver trukket væk under investorerne, siger analytiker Kyle Rodda fra Capital.com ifølge Reuters.

De finansielle markeder øgede et sats på en rentenedsættelse fra Federal Reserve17. september efter en overraskende svag jobrapport i starten af august, hvilket fik yderligere næring af forbrugerprisdata, der viste begrænset opadgående pres fra USA´s præsident Donald Trumps massive toldsatser.

Men en langt højere stigning i producentpriserne end ventet i sidste uge hældte en spand koldt vand ud over optimismen og mudrede det pengepolitiske billede.

Jerome har ikke lagt skjul på, at han er tilbageholdende med at sænke renten på grund af et forventet tolddrevet prispres fra toldsatserne senere på året. Det har fået præsident Trump til at rase og kræve Powells afgang foruden kraftige rentenedsættelser straks, advarsler som Powell hidtil har siddet overhørigt.

Senere onsdag vil centralbanken offentliggøre referatet af det seneste pengepolitiske møde i slutningen af juli, hvor renten blev fastholdt. Interessen er dog begrænset idet mødet fandt sted før de svage jobdata blev offentliggjort.

KIWI SVÆKKES KRAFTIGT

Mens euro, sterling og yen begrænser udsvingene mod dollar, står der anderledes voldsomt til for new zealandske dollar.

Kiwien, som valutaen kaldes, svækkes kraftigt i den asiatiske handel, efter at New Zealands centralbank, Reserve Bank of New Zealand, har reduceret renten med 25 basispoint på dagens pengepolitiske møde.

Renten er nu 3,0 pct., hvilket er det laveste niveau i tre år.

Men bankens pengepolitiske udvalg oplyser samtidig, at de overvejede en rentesænkning på et halvt basispoint for at fyre op under den stagnerende økonomi, og det lægger et markant pres på den new zealandske dollar.

Euro koster onsdag morgen ved 6-tiden 1,1627 dollar mod 1,1672 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,3466 dollar mod 1,3503 dollar tirsdag ved 17-tiden.

Dollar ligger samtidig i 147,56 yen mod 147,73 yen tirsdag eftermiddag, mens kiwi koster 0,5833 amerikanske dollar mod 0,5910 dollar tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her