23. jan. 2024 kl. 06:32
36 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Sidelinjen foretrækkes efter forudsigelig japansk...

Investorerne holder sig på sidelinjen tirsdag morgen, hvor valutakursudsvingene er yderst begrænsede efter at den japanske centralbank, Bank of Japan, som ventet fastholdt pengepolitikken og dermed nulrente-regimet uændret.

Dollarindekset, der vægter amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 103,26 mod 103,27 mandag eftermiddag.

Den japanske centralbank fastholdt som ventet nok engang pengepolitikken uændret på alle parametre efter det to dage lange pengepolitiske møde i Tokyo.

Dermed er den korte rente forsat minus 0,1 pct.

Også den kontroversielle rentekurvekontrol, der holder renten på de tiårige japanske statsobligationer (JGB) tæt på 0 pct., blev cementeret.

Og for at understrege den lempelige holdning påpegede centralbanken, at den "ikke vil tøve med at træffe yderligere lempelige foranstaltninger, hvis det er nødvendigt", mens bankens rentekurvekontrol vil fortsætte "så længe det er nødvendigt for at opretholde 2 pct.s inflationsmålet på en stabil måde".

Og som rosinen i hotdog-enden reducerede banken sin inflationsprognose for det kommende regnskabsår. Fremskrivningen nedjusterer forbrugerinflationen, eksklusive friske fødevarer, til 2,4 pct. fra 2,8 pct.

Den japanske inflation fratrukket friske fødevarer aftog til 2,3 pct. i december, hvilket var det laveste i 18 måneder.

Valutamarkedets umiddelbare reaktion var en svækkelse af yen fra 148,25 yen per dollar til 148,65 yen per dollar inden markedet faldt tilbage til udgangspunktet.

Forude venter så det pengepolitiske møde i Den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag, og det amerikanske kerneprisindeks for personligt forbrug, PCE, der er den amerikanske centralbank, Federal Reserves vigtigste inflationsindikator, som offentliggøres fredag.

Håbet er, at lidt af sløret omkring rentereduktioner i Europa løftes, efter at det er kommet frem, at topfolkene i ECB er begyndt at diskutere emnet.

Og selv om der ikke umiddelbart kan ventes konkrete meldinger, forudses det, at diskussioner om timingen for de første lempelser af pengepolitikken vil komme til at fylde en del.

Centrale medlemmer af ECBs Styrelseråd, der er bankens renteudvalg, gav i flere taler og interviews ved sidste uges World Economic Forum i Davos udtryk for gisninger om, hvornår centralbanken vil åbne posen med rentereduktioner.

Blandt andet centralbankchef Christine Lagarde antydede, at lempelser omkring sommer virker plausibelt.

Euro koster tirsdag morgen 1,0890 dollar mod 1,0885 dollar mandag eftermiddag, og pund koster 1,2725 dollar mod 1,2720 dollar mandag.

Dollar ligger samtidig i 148,20 yen mod 147,85 yen mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her