26. aug. 2025 kl. 06:32
23 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Trump puster til ilden om tilliden til Federal Re...

USAs præsident Trump puster igen til de gløder, der ulmer under tilliden til den amerikanske centralbanks uafhængighed tirsdag morgen.

Trump vil fjerne Federal Reserve-guvernør Lisa Cook fra hendes stilling i centralbankens ledelse for - i Trumps øjne - angiveligt at have begået realkreditsvindel.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 98,23 mod 97,97 mandag eftermiddag.

Lige inden meddelelsen fra Trump lå indekset i 98,90, og der er dermed en klar svækkelse af den amerikanske valuta i timerne efter Trumps indblanding i centralbankens ledelse.

Federal Reserve-guvernør Lisa Cook er permanent medlem af bankens pengepolitiske komité, Federal Open Market Committee (FOMC), og hun er en af centralbankchef Jerome Powells nærmeste medarbejdere.

- Markederne er ikke i panik, men de er ved at omkalibrere. Tidligere rentenedsættelser ser mere sandsynlige ud efter Cooks fjernelse, siger chefstrateg Charu Chanana fra Saxo Bank i Singapore til Reuters.

Trumps træk og dermed indblanding i den amerikanske centralbanks pengepolitik er en massiv eskalering af præsidentens kamp mod Federal Reserve, som han utallige gange har krævet at sænke renten hurtigt og markant, mens skældsord og nedsættende øgenavne har føjet om ørerne på centralbankchef Jerome Powell.

- Men det handler ikke kun om rentenedsættelser, det handler om Federal Reserves uafhængighed og de voksende institutionelle risici i USA, siger Charu Chanana.

Med Lisa Cooks fyring har Trump muligheden for at indsætte endnu en personlig støtte i centralbankens rentebesluttende udvalg, hvor Cook har været kendt for at ligge i den stramme ende.

Reaktionen på fyringen er klar i obligationsmarkedet. Den korte rente falder på forventning om større sandsynlighed for rentenedsættelse, mens den lange rente stiger på grund af den større usikkerhed om Federal Reserves uafhængighed af de til enhver tid politiske vinde, der måtte blæse over Capitol Hill.

- Præsident Trumps afsættelse af Federal Reserve-guvernør Lisa Cook, efter hans vedholdende pres på Federal Reservechef Jerome Powell, som fik Powell til at give efter i sidste uge, genopliver spørgsmål om centralbankens uafhængighed og underminerer yderligere bankens evne til at opretholde en upartisk pengepolitik fri for politisk indflydelse, siger analytiker Tony Sycamore fra IG i Sydney til Reuters.

Dollarsvækkelsen kommer efter en ellers ganske markant styrkelse sent mandag, hvor den fælleseuropæiske euro blev svækket af politiske problemer i Frankrig.

Landets tre største oppositionspartier vil ikke støtte den tillidsafstemning, som premierminister Francois Bayrou har annonceret, og som skulle bane vejen for omfattende og stærkt nødvendige budgetnedskæringer.

Det øger sandsynligheden for, at Frankrigs mindretalsregering er nødt til at gå af næste måned.

Euro koster tirsdag morgen ved 6-tiden 1,1637 dollar mod 1,1690 dollar mandag eftermiddag.

Pund koster 1,3468 dollar mod 1,3502 dollar mandag og dollar ligger samtidig i 147,48 yen mod 147,49 yen mandag eftermiddag.

Selv det uregerlige kryptomarked ligger så godt som uændret hen. Bitcoin koster 115.290 dollar mod 115.677 dollar dollar mandag.

.\\˙ MarketWire





Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her