03. apr. 2025 kl. 06:32
44 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Trumps told sender finansielle markeder i oprør

Den amerikanske præsident, Donald Trump, sender nok engang de finansielle markeder i voldsom bølgegang torsdag morgen.

Og igen er det den Trumpske handelskrig, der tager overskrifterne, denne gang med massive toldsatser på al import til USA fra nær og fjern.

Et knytnæveslag midt i ansigtet på såvel venner og allierede som konkurrenter, der udløser en global handelskrig, som mange frygter vil medføre recessioner og markant øget inflation.

Kraftigt faldende risikoaversion, styrtdyk i rentemarkedet og svækket dollar er første reaktioner på Donald Trumps globale told.

Den amerikanske valuta ligger på indeksniveau, hvor dollar vægtes mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, i 103,09 torsdag morgen ved 5-tiden mod 103,76 onsdag ved 17-tiden.

Det er sket i lyset af kursfald i de amerikanske aktiefutures på op til over 3 pct., mens den tiårige toneangivende rente dykker 4,03 pct., hvor den for en uge siden lå i 4,40 pct.

- Markederne er i risikoaversionstilstand og prissætter en svagere global økonomisk vækst. Spørgsmålet for investorerne i de kommende dage vil være at få afklaret, om handelspartnerne har mulighed for at genforhandle de her toldtariffer, og om der er risiko for yderligere handelsrestriktioner herfra, siger analytiker Kyle Rodda fra Capital.com ifølge Reuters.

Umiddelbart søger investorerne ly i guld og valutarisk sikre havne som japanske yen og schweizerfranc.

Guld toppede i den tidlige asiatiske handel i 3167 dollar per troy ounce inden de ellers guldbegejstrede asiatiske investorer stabiliserede prisen omkring 3142 dollar per troy ounce.

Schweizerfranc styrkes til 0,8764 franc per dollar fra 0,8839 franc per dollar, mens dollar koster 147,64 yen mod 150,51 yen onsdag lige før meddelelsen.

- Sikker havn handel i kølvandet på meddelelsen vil helt sikkert inkludere den japanske yen. T-bonds kan være en sikker havn, især i den korte ende af rentekurven, tror jeg ville være de to vigtigste handler. Men selv de langsigtede statsobligationer kunne klare sig godt, siger chefstrateg John Hardy fra Saxo Bank til Reuters.

Også den fælleseuropæiske euro styrkes over for dollar trods en amerikansk 20 pct. told på varer fra EU.

Valutaens modstandsdygtighed skyldes sandsynligvis, at Europa fokuserer på at støtte den europæiske økonomi i lyset af amerikanske toldsatser, i stedet for at forsøge at gøre gengæld.

- Så jeg tror, markedet kan lide den tilgang med ro og afmålthed fra Europa, siger strateg Rodrigo Catril fra National Australia Bank i Sydney ifølge Reuters.

Modsat rammes de mange asiatiske valutaer, med markant svækkelse i såvel kinesiske offshore- som onshore-yuan som i malaysiske ringgit, sydkoreanske won og thaibaht.

- Asien bærer hovedparten af toldtarifferne, hvor Kina, Sydkorea og Taiwan oplever betydelige stigninger sammenlignet med lavere told for Latinamerika, siger chefstrateg Ray Sharma-Ong fra Aberdeen Investments ifølge Reuters.

Til gengæld er der ingen svækkelse af mexicanske peso og canadiske dollar over for amerikanske dollar.

Canada og Mexico, der er de to største amerikanske handelspartnere, står allerede over for 25 pct. told på mange varer og vil ikke blive ramt af yderligere afgifter fra USA´s side.

Dollar koster torsdag morgen 147,64 yen mod 149,69 yen per dollar onsdag klokken 17.

Euro koster samtidig ved 5-tiden 1,0922 dollar mod 1,0858 dollar onsdag eftermiddag. Pund koster 1,3062 dollar mod 1,2966 dollar onsdag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her