12. sep. 2023 kl. 15:37
210 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Yen falder tilbage og dollar avancerer før onsdag...

Den japanske yen svækkes tirsdag, efter at valutaen mandag oplevede den største stigning på en dag i to måneder. Mandagens stigning skete på baggrund af en udtalelse om en mulig ændring af den negative pengepolitik i Japan fra Kazuo Ueda, der er centralbankdirektør i Bank of Japan (BOJ).

Det skriver Reuters.

Yen handles tirsdag i 147,18 per dollar, mens den, da den var stærkest mandag, blev handlet i 145,91 per dollar.

Den japanske centralbankdirektør sagde i et interview, at banken kunne have tilstrækkelige data ved udgangen af året til at afgøre, hvorvidt banken kan forlade tiden med negative renter. Det var en melding, som understøttede yen og sørgede for den største styrkelse mod dollar siden 12. juli.

Men tirsdag går det altså den modsatte vej.

- Uedas kommentar var en smule mere balanceret, end hvad man ellers skulle have troet, når man ser på markedsreaktionen. Japan har stadig lang vej igen, før inflationen rammer de bæredygtige 2 pct., og mandagens kommentar ændrer ikke på så meget for mig, siger Adam Cole, der er chefvalutastrateg i RBC til Reuters.

De kommende dage byder på store begivenheder startende onsdag med amerikanske inflationstal for august. Udfaldet kan få stor betydning for, hvad den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kommer til at melde ud, når den holder rentemøde i næste uge.

Spørgsmålet er, om verdens største økonomi er på rette vej mod en "blød landing", eller om Federal Reserve igen må justere på renteskruen i opadgående retning.

I tirsdagens marked er dollar også blevet styrket mod euro. Euro koster ved 15.30-tiden 1,0714 dollar mod 1,0745 dollar mandag eftermiddag.

- De amerikanske nøgletal er hovedbegivenheden i denne uge, fordi Federal Reserve er så følsom, når det kommer til data om inflationen, siger Adam Cole, som vurderer, at det kan blive negativt for dollar, hvis inflationsrapporten lander på linje med konsensusforventningerne. Det begrunder han med, at flere økonomer har estimater, der ligger over konsensusforventningerne.

.\\˙ MarketWire



(Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk)

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her