18. nov. 2025 kl. 06:32
20 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Yen skrider på pengepolitske forventninger og øge...

De seneste dages kursskred i japanske yen fortsætter tirsdag morgen, da vigende forventninger til amerikanske rentereduktioner presser renteforskellen mellem dollar og yen ud.

Samtidig øges udsalget af bitcoin, der sendte kryptovalutaen under 90.000 dollar og dermed næsten 30 pct. under toppen for blot godt en måned siden.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger tirsdag morgen i 99,52 mod 99,46 mandag eftermiddag.

Japanske yen er på det svageste niveau i mere end ni måneder mod dollar i den tidlige asiatiske handel tirsdag presset af penge- og finanspolitiske forventninger til den kommende tids udvikling.

For dollars vedkommende drejer det sig om faldende forventninger til, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil sænke renten på det pengepolitiske møde næste måned. Det øger vigtigheden af de kommende data, der blandt andet er arbejdsmarkedsrapporten for september, der blev udskud grundet den amerikanske regeringsnedlukning.

Federal Reserve-topfolk fremhævede i en tale mandag risiciene for det amerikanske arbejdsmarked.

Federal Reserve-guvernør Christopher Waller pointerede, at amerikanske virksomheder er begyndt oftere at tale om fyringer, da de planlægger for en svagere efterspørgsel og mulige produktivitetsgevinster fra kunstig intelligens.

Og centralbankens viceformand Philip Jefferson vurderede, at det amerikanske arbejdsmarked er i en "træg" tilstand, hvor virksomheder tøver med at ansætte på baggrund af de massive og gentagne ændringer i den økonomiske politik, samtidig med at kunstig intelligens kan vise sig som en erstatning for nyansættelser.

Begge udtalelser styrker argumenterne for yderligere rentenedsættelser, men viser samtidig den interne strid i centralbankens renteudvalg, der ganske utraditionelt er stillet til skue for den bredere offentlighed.

Fed funds futures prissætter implicit en 43 pct. sandsynlighed for en rentenedsættelse på 25 basispoint på den amerikanske centralbanks møde 10. december. For en uge siden var sandsynligheden 62 pct., mens en rentenedsættelse var så godt som 100 pct. indregnet for en måned siden, ifølge CME Groups FedWatch.

Mens usikkerheden om en amerikanske rentereduktion florerer, står den japanske centralbank, Bank of Japan, i en situation, hvor regeringens politiske interesser står i vejen for den renteforhøjelse, som markedet i vid udstrækning havde imødeset på baggrund af en til stadighed høj inflation.

Den japanske premierminister, Sanae Takaichi, skal tirsdag mødes med chefen for Bank of Japan, Kazuo Ueda. Sanae Takaichi er stærk fortaler for en ekspansiv finans- og pengepolitik og har udfyldt pladser i vigtige regeringspaneler med fortalere for store offentlige udgifter bakket op af lave renter.

Det er en politik, der i markedsmæssigt henseende arbejder for at svække værdien af yen. Og med den traditionelle stærke sammenhæng mellem renteforskellen mellem dollar og yen, presser markedsmekanismen yen, mens frygten for intervention fra centralbanken samtidig øges.

Den japanske finansminister Satsuki Katayama udtrykte igen bekymring på en pressekonference tirsdag.

- Da vi på det seneste har set ensidige, hurtige bevægelser på valutamarkedet, er vi blevet alarmeret, sagde Katayama ifølge Reuters. Det afspejler bredere bekymringer om de negative økonomiske konsekvenser af en svag yen.

Dollar koster tirsdag morgen ved 6-tiden 155,18 yen mod 155,20 yen mandag eftermiddag.

Euro koster samtidig 1,1593 dollar mod 1,1598 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,3152 dollar mod 1,3177 dollar mandag.

I den mere kuriøse og volatile ende af markeder har bitcoin igen været i svingninger. Kryptovalutaen kæmper med den risikoaverse atmosfære på de finansielle markeder, og valutaen droppede til under 90.000 dollar i den asiatiske handel og bundede i 89.625 dollar, inden der igen var købere.

Kryptomønten har mistet mere end en fjerdedel af sin værdi, siden den ramte et rekordhøjt niveau på 126.251 dollar sidste måned.

Bitcoin koster ved 5-tiden tirsdag morgen 90.635 dollar mod 93.865 dollar mandag eftermiddag kl. 17.

.\\˙ MarketWire





Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her