19. dec. 2023 kl. 06:32
115 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Yen svækkes i kølvandet af uændret pengepolitik

Det er alene japansk pengepolitik, der kan få investorerne til at flytte sig fra sidelinjen på valutamarkedet tirsdag morgen.

Den japanske centralbank, Bank of Japan fastholdt igen pengepolitikken uændret, og den japanske valuta svækkes, mens investorerne afventer kommentarer fra centralbankchef Kazuo Ueda.

Dollarindekset, der vægter amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 102,53 mod 102,59 på samme tid mandag morgen.

Bank of Japan har som ventet ikke rørt ved pengepolitikken, og den medfølgende erklæring giver ikke tegn på meget opblødning i den nærmeste fremtid.

- Bank of Japan fortsætte med at opretholde stabiliteten af finansiering, hovedsageligt af virksomheder og finansmarkeder, og vil ikke tøve med at træffe yderligere lempelser, hvis det er nødvendigt, skriver centralbanken i erklæringen.

Erklæringen gav anledning til en umiddelbar markant svækkelse af yen fra 142,55 yen per dollar til 143,65 yen per dollar.

- Før mødet var der forventninger til pengepolitiske ændringer, med blandt andet ændringer i ordlyden i erklæringen, siger valutastrateg Hirofumi Suzuki SMBC i Tokyo ifølge Reuters.

Markedets fokus retter sig nu mod guvernør Kazuo Uedas pressekonference senere på dagen, hvor der kan kommer yderligere indikationer om Bank of Japans pengepolitiske udsigter.

- Guvernør Uedas holdning til normalisering af pengepolitikken på pressekonferencen vil tiltrække sig opmærksomhed. Ueda forventes at sige, at han er opmærksom på lønudviklingen, og ikke mindst næste forårs lønforhandlinger, så han vil fortsat være forsigtig, vurderer Hirofumi Suzuki.

Strategen mener ikke, at svækkelsen af yen bliver en trend, fordi forventningerne stadig er til en pengepolitisk revision i første kvartal næste år.

Den lange svækkelse af yen på grund af divergensen til de andre store centralbankers stramningen gennem de seneste to år har svækket den japanske valuta 24 pct. over for dollar, og ført til indenlandsk inflation samt udløst en hård offentlig kritik af både Bank of Japan og premierminister Fumio Kishidas regering.

Centralbankens hårdhændede kontrol med statsobligationsrenterne har også forårsaget et dysfunktionelt obligationsmarked og medført særdeles illikvide markedsbetingelser.

Til gengæld har de store japanske eksportorienterede koncerner profiteret af den svage yen både på konkurrenceplan og på indtjeningsområdet.

Euro koster tirsdag morgen 1,0930 dollar mod 1,0914 dollar mandag eftermiddag, og pund koster 1,2660 dollar mod 1,2645 dollar mandag.

Dollar ligger samtidig i 143,55 yen mod 143,11 yen mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her