Vindmølleproducenten Vestas justerer i aktiviteterne på sin fabrik i Ringkøbing, hvilket ventes at påvirke cirka 70 af fabrikkens 330 medarbejdere.
Det oplyser Vestas til MarketWire.
- Vi tilpasser løbende vores globale netværk af fabrikker for at kunne levere effektivt til vores kunders behov. Som en del af dette vil vi justere aktiviteterne på vores fabrik i Ringkøbing, hvilket ventes at påvirke cirka 70 af fabrikkens 330 medarbejdere. Det er altid svært at sige farvel til værdsatte kolleger, men vi er nødt til at sikre, at vores organisation afspejler vores globale aktiviteter, oplyser Vestas.
På fabrikken i Ringkøbing laver Vestas naceller til vindmøller.
Vindmølleproducenten vil afsøge mulighederne for at omplacere berørte medarbejdere i Ringkøbing for at minimere antallet af afskedigelser.
Vestas vil fortsat have en betydelig tilstedeværelse i Ringkøbing-Skjern Kommune med mere end 1900 medarbejdere på tværs af faciliteter i Ringkøbing, Lem og Videbæk, og i alt mere end 7400 medarbejdere i Danmark.
Ved årsskiftet havde Vestas over 3800 timelønnede medarbejdere i Danmark, der hovedsageligt dækker over medarbejdere i produktion og service. Det er mere end 600 flere end året før.
Vestas har i Danmark vindmøllefabrikker i Ringkøbing, Lem, Nakskov og Lindø.
.\\˙ MarketWire