18. jul. 2025 kl. 17:05
67 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Vestas lagde 16 mia. kr. til markedsværdien efter analyti...

Vestas var urørlig fredag, hvor vindmølleproducenten blev belønnet for en stor amerikansk vindmølleordre og nogle rosende ord fra JPMorgan.

Det amerikanske børshus løftede anbefalingen til "outperform" og argumenterede, at det er på tide at "genbesøge casen".

Vestas steg 15,0 pct. til 120,55 kr. - det største plus i tre år - og lagde dermed 15,9 mia. kr. til markedsværdien på knap 122 mia. kr.

JPMorgans analytiker Akash Gupta begrunder den positive anbefaling med, at Vestas har vist "flot fremgang", har installeret de første V236-møller og har vist god omkostningsdisciplin. Sidstnævnte kan gavne marginerne - altså Vestas´ evne til at tjene penge.

- "Risk/reward" er attraktiv set i lyset af de forbedrede udsigter for indtjeningen på et tidspunkt med svage multipler og stemning, lyder det fra analytikeren ifølge Bloomberg News.

Torsdag efter børslukning offentliggjorde Vestas en ordre på hele 527 megawatt i USA, der ventes leveret næste år. Netop USA har været hyppigt diskuteret i år, efter at USA´s præsident, Donald Trump, er kommet til magten.

Præsidenten har ofte kritiseret bæredygtig energi og særligt vindenergi, og i sin omfattende lovpakke "One Big Beautiful Bill" lod præsidenten inkludere flere ændringer af den nuværende skatterabat ved opførelse af bæredygtige projekter.

- Ordren til USA vidner også om, at markedet ikke er dødt trods usikkerhed. Faktisk vil nogen nok tolke den som et forvarsel om, at Vestas-kunderne finder en vej og kan navigere i det sværere tilskudsmiljø, skriver Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, til MarketWire.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her