02. jan. 2025 kl. 08:24
108 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Vestas/Sydbank: Solid ordreindgang i fjerde kvartal efter...

Med tre ordrer nytårsaftensdag ender de samlede annoncerede ordrer for Vestas i fjerde kvartal på 6026 MW, og det efterlader et godt indtryk hos Sydbank, som fastholder sin købsanbefaling af vindmølleaktien.

Det skriver Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, i et notat torsdag morgen.

- Der er tale om en solid ordreslutspurt og et betydeligt bedre indtryk end i årets første kvartaler, skriver aktieanalysechefen.

Jacob Pedersen fremhæver et mærkbart comeback i særligt landvindordrerne, som i fjerde kvartal udgør 3731 MW ud af de samlede annoncerede 6026 MW.

- Landvindordreindgangen får stadig ikke helt champagnepropperne til at springe, men trenden er klart bedre i det overståede kvartal end i årets første tre af slagsen, skriver Jacob Pedersen.

Uannoncerede ordrer for fjerde kvartal præsenteres i Vestas´ årsregnskab for 2024, og her lyder forventningen fra Sydbank, at der lægges små 1000 MW oven i de i forvejen annoncerede ordrer.

Vestas-aktien fik store klø i løbet af 2024 og faldt med 54,2 pct. drevet af svag ordreindgang i årets tre første kvartaler samt udsigten til Donald Trump som USA´s præsident de næste fire år.

- Især indtrykket af en svag ordreindgang i 2024 er delvist udvisket efter fjerde kvartal. Retningen for kursudviklingen er forståelig henset til blandt andet nyopståede problemer i serviceforretningen, men kursmodvinden virker betydeligt overgjort, lyder vurderingen fra Jacob Pedersen.

- Usikkerheden består stadig omkring Donald Trumps kommende fire år i Det Hvide Hus og de ændringer, som han kan gennemføre på det vigtige amerikanske vindmøllemarked. Derfor er det naturligt med en vis investorskepsis i forhold til Vestas’ fremtidige indtjeningsformåen, skriver aktieanalysechefen videre.

Vestas-aktien faldt 0,8 pct. på årets sidste handelsdag til 98,08 kr.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her