07. maj 2026 kl. 09:51
39 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Zealand/CEO: Vi står i en unik situation når vi kan sende penge tilbage til aktionærerne

Zealand/CEO: Vi står i en unik situation når vi kan sende penge tilbage til aktionærerne

Zealand Pharma gør med en bugnende pengebeholdning og udsigt til en stor milepælsbetaling klar til at sende penge tilbage til aktionærerne.

Det er uvant for et biotekselskab, konstaterer topchef Adam Steensberg, der beskriver selskabets situation som "unik".

- Selv med de prioriteter, vi har nu, og de indtægter, der kommer fra petrelintid-samarbejdet og andre forventede indtægter, står vi en situation, som er ret unik for et biotekselskab - at vi også kan sende penge tilbage til aktionærerne, siger han til MarketWire.

Zealand Pharma fik med sidste års partnerskabsaftale med schweiziske Roche om petrelintid en betaling på 9,2 mia. kr., og i andet kvartal af 2026 er der udsigt til nye 4,5 mia. kr. i blandt andet milepælsbetalinger fra samarbejdet.

Det har gjort det muligt at sætte gang i udlodningen, uden at selskabets drift sættes over styr.

For selv om en kapitalbeholdning på 14,5 mia. kr. i første kvartal giver indtryk af, at man kunne sende mere end 1,3 mia. kr. tilbage, er det hverken første- eller andenprioriteten.

- Vores fokus i den kommende periode og de kommende par år er at maksimere værdien af petrelintid, hvor vi investerer klart de fleste penge, vi har - ikke kun i det her program som enkeltbehandling, men også kombinationsproduktet med CT-388, hvor vi har overskudsdeling, siger Adam Steensberg.

Zealand har fået adgang til lægemiddelkandidaten CT-388 gennem partnerskabet med Roche.

- Vores andenprioritet er at investere i pipelinen bagved, hvor vi skal bruge fem gange så mange midler i de kommende år, som vi har gjort i de foregående, så vi kommer til at investere 800 mio. dollar bare i forskningen.

Når aktietilbagekøbsprogrammet ikke er større, skyldes det, at man i Zealand ikke vil "sætte firmaet i en situation, hvor vi ikke kan drive den rejse, vi snakkede om" ved selskabets investordag i december.

- Vi sikrer os hele tiden, at vi har råd til at drive firmaet i ambitionen om at blive et "generational biotech", siger Adam Steensberg.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 289 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig