Der er vigtige data på vej fra Zealand Pharma allerede i første halvår, konstaterer Danske Bank, der også har et bud på, hvad investorerne skal vente sig og hvilke faldgruber, man skal undgå.
Får banken ret i, at der er tilfredsstillende resultater på vej, kan risikoen ved investering i Zealand blive anset for værende væsentligt lavere og derved sende aktien op, lyder det i et notat fra banken,
Den gentager sin anbefaling "køb" med et kursmål på 770 kr. inden data fra et fase 2-studie med Amylin-analogen Petrelintid, som Zealand udvikler sammen med Roche.
- Sammenlignet med andre Amylin-lægemidler mener vi, at Petrelintid kan blive det bedste i sin klasse og tilbyde den mest gunstige balance mellem vægttab og tolerabilitet. Vi forventer, at Petrelintids tiltalende tolerabilitetsprofil vil blive bekræftet i den kommende fase 2-aflæsning, hvilket vil give det en konkurrencemæssig fordel på et stadig mere overfyldt marked for fedme, skriver Håkon Hemme Bro Jørgensen, analytiker i Danske Bank, i et notat.
Han advarer dog om, at studieresultaterne kan blive misforstået, og at studiet i sammenligning med andre vægttabsstudier kan vise et lavere vægttab på grund af sit design.
Topchef Adam Steensberg pegede også onsdag på en sundhedskonference i USA på, at studiet ulig mange andre studier eksempelvis indeholder færre kvinder, der typisk taber sig mere end mænd på et vægttabsmiddel.
- Vi estimerer en justeringsfaktor på 3,3 procentpoint, hvilket betyder, at et vægttab på 14,7 pct. i den kommende fase 2-undersøgelse kan oversættes til 18 pct. i fase 3.
- Vi er bekymrede for, at markedet kan fokusere på overskrifter og misforstå Zealand Pharmas fase 2-vægttabsdata, især med de høje vægttab, som Eloralintid har leveret, skriver Danske Bank-analytikeren med henvisning til Eli Lillys Amylin-program.
I første halvår kommer desuden data fra fase 3-studier med lægemiddelkandidaten Survodutid fra Zealands partner Boehringer Ingelheim. Her vurderer Danske Bank dog, at bivirkningsprofilen kan blive en væsentlig barriere i forhold til låse op for det store markedspotentiale inden for behandling af fedtlever.
Til gengæld tillægger markedet ifølge Danske Banks beregninger ikke Petrelintid og kombinationsproduktet Petrelintid/CT-388, som udvikles sammen med Roche, stor nok betydning.
- Vi antager, at Petrelintide og Petrelintid/CT-388 vil opnå en samlet markedsandel på 6,5 pct., mens aktiekursen kun antyder 0,5-1,5 pct. Vi finder derfor fortsat, at Zealand Pharma er betydeligt undervurderet, skriver Danske Bank i notatet.
Zealand Pharma-aktien stiger torsdag morgen 0,8 pct. til 416,90 kr.
.\\˙ MarketWire