Fortsat solid risikoappetit på markederne
Stigningerne var bredt funderet geografisk, hvor alle de store markeder var i plus. Stigningerne sker i en kontekst, hvor regnskaberne for 2. kvartal generelt har været stærke og stærkere end ventet af markedet. Samtidig viser de makroøkonomiske nøgletal, at væksten fortsat er på sporet, hvilket samlet giver en solid baggrund for stigningerne. Iran-konflikten spøger dog fortsat i baggrunden, og her har der mod slutningen af måneden igen været eskalerende angreb fra begge parter, hvilket har presset markederne lidt.
Aktiemarkederne i plus
Regnskabssæsonen for 2. kvartal nærmer sig afslutningen, og budskabet herfra er ret entydigt positivt. Virksomhederne oplever markant – endog historisk – indtjeningsvækst, og der er en klar tendens til at regnskaberne er bedre end markedsforventningerne. Og ser man på, hvad analytikerne foretager sig, er der også en klar tendens til, at opjusteringer fylder klart mere end nedjusteringer. Så på denne måde er aktiemarkedet godt understøttet. Udviklingen for AI-relaterede aktier stabiliserede sig efter juli måneds frasalg, og teknologiaktierne leverede højere afkast end det brede marked i august, godt understøttet af bl.a. NVIDIA, som kom med et endog meget positivt regnskab.
Bekymringer om finanspolitikken i USA sender renter og guld op og dollaren ned
I løbet af august har der været meget fokus på den økonomiske politik i USA. Hvis vi tager finanspolitikken først, meddelte finansminister Bessent tiltag, der reducerer nettoudstedelsen af lange statsobligationer. Det hjalp kortvarigt de lange renter, som faldt lidt som følge af tiltaget. Efterfølgende er de dog steget igen, så nettoeffekten synes nærmest at være en øget fokus på gældsproblemet i USA. Bekymringen var med til at presse dollaren svagere, ligesom guldet så en markant stigning i august.
Hvad angår pengepolitikken var budskabet fra Warsh fra den årlige Jackson Hole-konference til den hårde side, og markedet ser øget sandsynlighed for, at Fed hæver renten senere på året. Så samlet set har der været pres på rentemarkedet. De højere renter har dog ikke for alvor presset aktiemarkederne, som lever højt på den bomstærke indtjening.
Forventninger
Vi har fortsat et positivt syn på aktiemarkederne og fastholder overvægten i aktier i porteføljerne. Indtjeningsbilledet i virksomhederne er meget stærkt, og når vi samtidig ser en solid makroøkonomisk udvikling de store globale økonomier, forventer vi, at aktiemarkedet vil være godt understøttet fremadrettet. Der har været store udsving for AI-aktier, men væksten i virksomhedernes indtjening er enorm, så vi venter fortsat at AI vil drive markederne frem.
Porteføljerne
Porteføljerne leverede positive afkast på tværs af alle risikoprofiler i august, og afkastene var højere end deres respektive sammenligningsgrundlag. I aktie-delen af porteføljen har vi taget toppen af vores teknologieksponering, hvor vi dog fortsat er overvægt, efter de seneste stigninger og øget inden for sundhedsaktier. På obligationssiden har vi øget vores varighedseksponering efter de seneste rentestigninger og ligger nu mere neutralt. Desuden har vi øget guldbeholdningen. Guld udgør den største eksponering blandt alternativerne.
Afkastudvikling Sydinvest Formue-fonde
| Fondnavn | Afkast seneste måned | ÅTD | Mere info |
|---|---|---|---|
| Formue Obligationer | -0,08 % | 0,78 % | Fondside |
| Formue Konservativ | 0,42 % | 2,60 % | Fondside |
| Formue Konservativ Akk | 0,41 % | 2,68 % | Fondside |
| Formue Balanceret | 1,05 % | 5,20 % | Fondside |
| Formue Balanceret Akk | 1,05 % | 5,24 % | Fondside |
| Formue Vækstorienteret | 1,79 % | 8,29 % | Fondside |
| Formue Vækstorienteret Akk | 1,80 % | 8,35 % | Fondside |
| Formue Offensiv | 2,45 % | 10,62 % | Fondside |
| Formue Offensiv Akk | 2,41 % | 10,85 % | Fondside |
| Data pr. 02-09-2026 | |||