23. jan. 2026 kl. 07:30
92 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Novo kan fortsætte opturen i ventet flad start

Aktier/tendens: Novo kan fortsætte opturen i ventet flad start

Novo Nordisk kan igen vise sig at agere trækhest for det danske eliteindeks, da medicinalselskabets fedmepille har vist en kraftig vækst i antallet af udskrevne recepter i sidste uge.

Resten af de danske eliteaktier kan dog få en lidt sværere dag på kontoret efter torsdagens solide C25-stigning på 2,3 pct. til 1930,93, der var drevet af, at USA's præsident onsdag aften afblæste straftolden mod de lande, som ikke støtter præsidentens ønsker om at annektere Grønland.

På Wall Street havde investorerne taget forskudt på glæderne onsdag aften og slutfacit torsdag aften blev et plus på 0,6 pct. for S&P 500-indekset. Fredag morgen peger futuren for indekset mod en stigning på 0,2 pct., når børserne i New York åbner senere på dagen.

Amerikanske Intel skuffede torsdag aften med prognosen for det igangværende første kvartal. En forklaring på de skuffende forventninger er muligvis, at Intel har svært ved at imødekomme efterspørgslen efter serverchip, der bruges i AI-datacentre, hvilket fik chipproducenten til at dykke 12 pct. i det amerikanske eftermarked.

Futuren for det tyske DAX -indeks, der normalt er et godt barometer for udviklingen herhjemme, ligger fredag morgen med et fald på 0,1 pct. efter et plus på 1,2 pct. torsdag.

NOVOS FEDMEPILLE VISER STORT HOP I RECEPTTAL

Novo Nordisks Wegovy-pille er gået kraftigt frem målt på recepttallene i USA. I sidste uge blev der udskrevet i alt 20.371 recepter til nye patienter på Wegovy-pillen mod 4289 recepter i uge 2.

Det viser tal fra Symphony Health Solutions via Bloomberg.

Torsdag var Novo-aktien på himmelfart med et plus på 6,1 pct. til 396,70 kr. efter Donald Trumps kovending samt et løftet kursmål fra Goldman Sachs, der netop henviste til forventningerne til lanceringen af fedmepillen.

Fredag morgen har også det tyske finanshus Berenberg vurderet, at potentialet i fedmepillen er undervurderet.

MÆRSK KAN SE SCFI-RATEINDEKS FALDE FOR TREDJE OPGØRELSE I TRÆK

Mærsk-investorerne kan fredag morgen se prisen på containerfragt fra Shanghai til flere destinationer i verden falde for tredje opgørelse i træk.

Indekset er i den seneste uge faldet med 7,4 pct. til 1457,86. Dermed bliver torsdagens ratefald på 9,5 pct. i WCI-opgørelsen fra Drewry bekræftet.

Torsdag underpræsterede Mærsks B-aktie det danske C25-indeks ved kun at stige 0,1 pct. til 14.865 kr.

PANDORA KAN SE SØLVPRISEN NÆRME SIG MILEPÆL

Pandora, der med et fald på 28 pct. i år er C25-selskabets klart største taber, kan se modvinden fra de stigende sølvpriser blive større og større.

Fredag morgen fortsætter spotprisen på sølv i vejret med 2,8 pct. til 99,04 dollar per troy ounce. Dermed er prisen inden for spytteafstand af den psykologisk vigtige milepæl på 100 dollar per troy ounce. Også guld nærmer sig en milepæl, da der er under 50 dollar op til 5000 dollar per troy ounce for ædelmetallet.

Torsdag dykkede smykkeaktien med 1,5 pct. til 509,80 kr.

NORDEA FÅR SÆNKET ANBEFALING

Nordea, der torsdag steg 2,6 pct. til 126,65 kr., har fået sænket sin anbefaling til "reducer" fra "akkumuler" af det finske finanshus Inderes.

Kursmålet for aktien er sideløbende blevet hævet med knap 17 pct. til 17,50 euro, eller 130,71 kr., fra førhen 15,00 euro.

Tryg kan komme under teknisk pres fredag, da aktien handles eksklusive udbytte på 2,05 kr. Forsikringsaktien steg 0,4 pct. til 161,40 kr. efter et samlet set bedre end ventet regnskab for fjerde kvartal.

Bavarian Nordic, der torsdag steg med 1,4 pct. til 200 kr., har indgået en aftale om salg og distribution af selskabet chikungunya-vaccine i Brasilien med Eurofarma.

Længere ude blandt sidepapirerne kunne MT Højgaard torsdag aften annoncere, at selskabet sammen med Pensiondanmark efter en venteperiode har underskrevet den endelige kontrakt med Forsvaret om opførelse af nye kaserner.

Torsdag steg aktien i entreprenørselskabet med 4,2 pct. til 525 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 101 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig