Det danske aktiemarked ventes torsdag at åbne højere, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, onsdag aften afblæste den varslede straftold mod de lande, der ikke støttede hans forsøg på at overtage Grønland.
Fokus er ikke mindst på forsikringskoncernen Tryg, der ikke alene klarede sig bedre end ventet i fjerde kvartal, men i sit regnskab torsdag morgen også kunne glæde investorerne med et nyt aktietilbagekøbsprogram.
De tre store amerikanske aktieindeks, Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq, lukkede onsdag i plus efter at fået et løft af meldingen fra Trump, og torsdag morgen ligger futuren for det tyske DAX-indeks højere med 1,1 pct. Det lover godt for C25-indekset, der mandag endte med et beskedent fald på 0,4 pct. i 1887,70 efter midt på eftermiddagen tog et spring opad, da Donald Trump fra talerstolen i Davos meddelte, at han ikke vil bruge magt for at overtage Grønland.
Efter et møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte, senere på onsdagen meddelte Trump, at de havde udarbejdet rammerne for en fremtidig aftale vedrørende Grønland og hele Arktis, og at toldtruslerne derfor er taget ad bordet. Selv om det stadig er usikkert, hvad aftalen indebærer, blev det vel modtaget på det amerikanske aktiemarked, der trak opad efter meldingen.
Hos Sterna Capital Partners betegner Mikael Olai Milhøj, chefstrateg, onsdagens udvikling som en "dobbelt taco".
- Den positive markedsstemning er ikke mindst drevet af, at vi har fået, hvad man kan betegne som "dobbelt taco" i dag, lyder en kommentar fra Mikael Olai Milhøj, chefstrateg hos Sterna Capital Partners.
- Det er positivt, da det altså mindsker risikoen for en stor sikkerheds- og handelspolitisk konflikt mellem USA og Europa, der i værste fald kunne have udløst en økonomisk krise. Det er også derfor, at aktiemarkedet reagerer positivt på den nye udmelding om, at straftolden er aflyst.
TRYG OVERRASKER POSITIVT MED REGNSKAB
Tryg overraskede umiddelbart positivt på de fleste linjer med sit regnskab for fjerde kvartal, der viste en forbedring af resultatet før skat til 1707 mio. kr. fra 1033 mio. kr. i samme periode året før og konsensus om 1521 mio. kr.
Både præmieindtægter, forsikringsserviceresultat, investeringsresultat og det forsikringsmæssige nøgletal combined ratio var bedre end ventet, mens omkostningsprocenten var lidt ringere end forudset af analytikerne forud for regnskabet. Derudover kunne investorerne glæde sig over et kvartalsudbytte på 2,05 kr. og et nyt aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. kr.
Trygs aktie lukkede onsdag 0,2 pct. lavere i 160,80 kr.
NOVO NORDISK LUKKEDE LIDT HØJERE I USA
Novo Nordisk var med et fald på 4 pct. til 373,85 kr. onsdag den aktie, der trak mest ned i det samlede C25-regnskab, men torsdag morgen er der lidt at glæde sig over. Dels lukkede den amerikanske notering lidt højere end i København, nemlig omkring 379,10 kr. omregnet fra dollar til kroner, dels har den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs løftet sit kursmål for aktien.
Goldman Sachs har løftet kursmålet til 436 kr. fra 352 kr., mens anbefalingen stadig er "køb", viser Bloomberg News.
ANALYTIKERE JUSTERER KURSMÅL OG ANBEFALINGER
Danske Bank, der onsdag steg 0,2 pct. til 314 kr., har også fået sit kursmål løftet af en amerikanske storbank. Der er tale om Citigroup, som har lagt til 10 pct. til sit kursmål, så det nu lyder på 352 kr. mod tidligere 319 kr. Anbefalingen er uændret "køb".
Ørsted har fået hævet sin anbefaling til "outperform" fra "neutral" hos finanshuset Oddo BHF, viser data fra Bloomberg News. Ifølge finanshusets analytiker, Louis Boujard, har der været en bemærkelsesværdig ændring af Ørsteds økonomiske, finansielle og strategiske profil til den positive side.
Oddo hæver desuden kursmålet i Ørsted-aktien til 170 kr. fra 130 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.
Ørsted lukkede onsdag 2,4 pct. højere i 129,25 kr.
Endelig er Pandoras anbefaling sænket til "neutral" fra "køb" af Citi, mens NKT's anbefaling er sænket til "hold" fra "køb" hos SEB Bank.
Derimod kan GN glæde sig over et løftet kursmål hos Goldman Sachs. Kursmålet er nu 105 kr. mod førhen 110 kr.
Pandora lukkede 0,3 pct. højere i 517,40 kr., mens NKT faldt 1,8 pct. til 787,50 kr., og GN faldt 0,2 pct. til 111,80 kr.
.\\˙ MarketWire