Den amerikanske flykæmpe Boeing kan notere sig for det største antal flyleveringer siden 2018 i fjerde kvartal.
Det viser regnskabet, der blev offentliggjort tirsdag, skriver Bloomberg..
Flyproducenten har skruet op for produktionen af særligt 737- og 787-modellen og har næsten tredoblet leverancerne af fly i årets sidste kvartal målt på årsbasis.
Ordrebeholdningen lød ved årets udgang på rekordhøje 682 mia. dollar, og det kan Boeing blandt andet takke præsidenten, Donald Trump, for, da kunderne har haft travlt med at bestille amerikanske fly for at styrke forholdet til regeringen, skriver Bloomberg News.
Den samlede omsætning, som både dækker over passagerfly og forsvarsforretningen, landede på 23,95 mia. dollar, hvor analytikerne på forhånd havde spået 22,58 mia. dollar.
Dermed lader det til, at Boeing så småt er begyndt at ryste flere års krise med alvorlige ulykker, kvalitetsproblemer og produktionsstop af sig.
Regnskabet får dog en ganske afmålt modtagelse af investorerne, som sender aktien ned med små 0,1 pct. til 248,13 dollar.
.\\˙ MarketWire