De to amerikanske flyselskaber Jetblue og American Airlines er landet med deres regnskaber for fjerde kvartal, og de tegner et skuffende billede rent indtjeningsmæssigt.
Det skriver Bloomberg News.
For Jetblues vedkommende landede den justerede indtjening per aktie på minus 49 cent, hvor analytikerne havde spået et underskud på 46 cent.
American Airlines sikrede sig til gengæld et justeret overskud per aktie på 16 cent, men analytikerne havde regnet med 34 cent per aktie.
Det tegner heller ikke lovende for det igangværende første kvartal, efter at en storm i weekenden i USA medførte, at adskillige flyafgange blev aflyst.
American Airlines, som måtte aflyse flere tusinde afgange, regner med, at weekendens uvejr vil koste i omegnen af 150-200 mio. dollar i omsætning. Alligevel regner selskabet med, at den samlede omsætning vil vokse 7-10 pct. på årsbasis i første kvartal.
For hele året venter American Airlines at lande et justeret overskud per aktie på 1,70-2,70 dollar, og her ligger midterspændet over analytikernes forventning på 2,01 dollar.
Og det er formentlig også med til at holde American Airlines oven vande i formarkedet, hvor aktien stiger 0,5 pct.
Jetblue derimod har ikke medregnet weekendens uvejr i forventningerne til første kvartal, hvor selskabet spår, at passagerkapaciteten målt på "available seat miles" vil vokse 0,5-3,5 pct.
Over hele året venter Jetblue, at passagerkapaciteten vokser med 2,5-4,5 pct.
Jetblue sendes ned med 4,2 pct. i formarkedet.
.\\˙ MarketWire