Hvad betyder vejret for din investering?

Hvad betyder vejret for din investering?

Ændrede vejrforhold og klimaforandringer påvirker danskernes hverdage og ferier, men får også stigende betydning for erhvervslivet og de finansielle investorer. Vi har taget en snak om sommerens vejr med Andreas Nyholm, vejrvært på TV2.

Sol, regn, lyn, skybrud, tørke og stormstyrke i vindstødene. Den danske sommer anno 2023 bliver ikke glemt foreløbig, hverken af danskerne eller de udenlandske turister, der i år lagde vejen forbi Danmark.

For de fleste afhang oplevelsen af den danske sommer dog i høj grad af, hvornår ferien fandt sted, forklarer Andreas Nyholm, der er meteorolog og kendt fra sit arbejde som vejrvært på TV2.

“Målt over de tre sommermåneder havde vi en fuldstændig normal sommer med en gennemsnitstemperatur på 16,1 grader, men hvis vi kigger på tallene på månedsbasis, har det været en ekstrem affære,” påpeger Andreas Nyholm og uddyber:

“Juni bød på højtryk med mange dage over 25 grader. Det blev faktisk den mest solrige juni måned, der nogensinde er målt, siden målingerne startede i 1873. Juli var præget af ustadigt vejr og satte også ny rekord, både for mest nedbør i juli og for flest dage med nedbør i samme måned. Endelig bød august på lidt vådere, køligere vejr med færre soltimer end normalt.”

Den erfarne meteorolog, der har beskæftiget sig med vejret i 15 år, forventer dog ikke, at kommende danske somre automatisk vil følge samme mønster.

“Det usædvanlige ved denne sommer er, at vejret har været så fastlåst, og det er usandsynligt, at det vil gentage sig næste sommer. Det ville svare til at slå tre seksere i træk. Det kan også gå i den modsatte retning ligesom sommeren 2018, der bød på lange perioder med højtryk og flot sommervejr,” fastslår han.

Sydinvest interview

Med 13 års erfaring på TV 2 Vejret har Andreas Nyholm fungeret som både tv-vært og haft ansvar for vejrgrafik, udvikling af nye vejr-app funktioner samt samarbejde med kommercielle kunder. Han har en uddannelse som meteorolog fra Københavns Universitet  og Dansk Meteorologisk Institut (DMI). Før sin tid ved TV2 arbejdede han hos DMI.

Større fokus på klimaforandringer

Mens vejret ændrer sig fra dag til dag, anvendes begrebet ”klima” til at beskrive vejret over en længere periode. Netop klimaforandringerne er et tema, der i disse år får stor opmærksomhed på tværs af breddegraderne.

“Når det gælder herhjemme, peger udviklingen på, at der vil være større variation fra sommer til sommer, og det vil generelt blive varmere. Gennemsnitstemperaturen er i Danmark steget med to grader siden 1900, og badevandet er blevet to grader varmere over de seneste 50 år,” siger Andreas Nyholm og fortsætter:

“Hvis vi kigger fremad, må man indstille sig på, at det danske sommervejr vil blive mere vildt. Vi vil opleve mere tørke, og selvom regnmængden vil være den samme, vil regnen falde kraftigere, for tordenbyger kan have mere regn i sig, når det er varmere. Der vil også komme større hagl og flere lyn, men ikke fra den ene dag til den anden. Det vil ske gradvist. Uvejrsfænomener fra Mellem- og Sydeuropa som fx tornadoer vil også rykke længere nordpå. Om vinteren vil vi se mindre sne, mens vindstyrkerne vil være uændrede.”

Flere turister fra syd til nord

Udsigten til vildere vejr er for længst kommet på radaren hos forsikringsselskaberne i ind- og udland, men klimaudviklingen vil også påvirke mange andre brancher, industrier og sektorer, fx rejse- og turismesektoren.

“På sigt vil det vejrmæssigt blive mere attraktivt at besøge Danmark, og der vil komme flere stranddage. Når bunden løftes, vil de halvgode dage blive lidt bedre, og der er ingen tvivl om, at vi vil se en udvikling, hvor der kommer flere turister til Danmark og resten af det nordlige Europa. Fx har klimaet ændret sig kraftigt i Sydeuropa over de seneste ti år. I perioder bliver det meget varmt, og det kan blive mere problematisk i fremtiden, fx i forhold til risiko for naturbrande. Det taler for, at folk sydfra i højere grad vil rejse nordpå om sommeren,” understreger meteorologen.

Det usædvanlige ved denne sommer er, at vejret har været så fastlåst, og det er usandsynligt, at det vil gentage sig næste sommer. ”

Jacob Pedersen er Aktieanalysechef i ­Sydbank med ansvar for aktieanalyse­afdelingen. Her udstikker han Sydbanks holdning til ­investering i de globale aktiemarkeder og ­forskellige geografiske regioner.

Klima står højt på erhvervslivets dagsorden

Klimaforandringerne og de uundgåelige følgevirkninger for verdens mere end otte milliarder mennesker er i de senere år nået højere op på dagsordenen hos virksomhederne i det globale erhvervsliv – og dermed også for investorerne på finansmarkederne, forklarer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

 

“Klimaforandringer påvirker stort set alle selskaber i et eller andet omfang, uanset om direktionerne vil det eller ej. I dag har langt de fleste selskaber en strategi for, hvordan de forholder sig til bæredygtighed. Det forlanger investorerne. Generelt ser vi, at bæredygtighed og ESG står stærkere i bevidstheden hos europæiske virksomheder end fx amerikanske og asiatiske selskaber,” forklarer Jacob Pedersen.

Muligheder i grøn omstilling

Udviklingen skaber ifølge aktieanalysechefen muligheder for de virksomheder, der har løsningerne; den teknologi eller knowhow, der kan drive den grønne omstilling fremad.

“Det gælder selvfølgelig selskaber i den grønne sektor, der kan bidrage til at dæmpe klimaforandringerne, inden de bliver endnu værre. Samtidig må man forvente, at der også opstår større travlhed hos selskaber, der står for oprydning og genopbygning, når skaderne er opstået. Det behov vil fx kunne mærkes i bygge- og anlægssektoren,” påpeger Jacob Pedersen.

Ekstremt vejr vil også føre til flere forsikringsskader, og det er ikke gratis. Det vil bl.a. medføre prisstigninger for forsikringskunder, vurderer aktieanalysechefen.

Klimaforandringer påvirker stort set alle selskaber i et eller andet omfang, uanset om direktionerne vil det eller ej. Det forlanger investorerne.” 

- Jacob Pedersen

Politisk vilje – og fokus fra investorside

Vejret er noget, alle taler om – også politikerne. Derfor har en sommer som den, vi lige har haft, fået flere politikere til at efterspørge handling. Men kravet kommer ikke kun fra politisk hold.

“Vi forventer, at forbrugere i stigende grad vil stille flere bæredygtighedskrav til virksomhederne, og de selskaber, der er i førertrøjen på bæredygtighedsområdet, vil snart være foran på point. De virksomheder, der gør det bedst, vil også levere større investeringsafkast end de selskaber, der er bagud, da sidstnævnte står over for en stejlere kurve og flere omkostninger. Som investor er det noget, man skal have et meget vågent øje for. Det vil få betydning for, hvilke selskaber man skal investere sine penge i,” tilføjer han.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,7
Baseret på 10 anmeldelser