Vestas blev mandagens suveræne vinder i C25-indekset, hvor der generelt var glimrende stemning på ugens første handelsdag. Omvendt fortsatte Pandora sin kursnedtur, i takt med at sølvpriserne satte ny rekord.
Samlet blev det et plus på 0,7 pct. til 1931,37 for C25-indekset, hvor investorerne lod til at have øjnene rettet mod de kommende regnskaber frem for handelspolitiske spændinger mellem Europa og USA over Grønland, som prægede markedet i den forgangne uge.
- Vi kommer fra en hektisk uge, hvor fokus lå på geopolitik. Nu er det ikke til at vide, om der kommer mere støj derfra, men jeg kan godt forestille mig, at fokus er rettet mod den kommende regnskabssæson, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Investorerne kan dog tage det en smule med ro for nu, da der ikke venter C25-regnskaber i løbet af ugen. Til gengæld vælter det ind med hele 14 C25-regnskaber i næste uge.
VESTAS I HOPLA
Vestas-aktien kom flyvende ud af starthullerne fra ugens start og steg 7,3 pct. til 192,50 kr. mandag.
Den britiske regering meddelte, at en række europæiske lande - herunder Danmark - har indgået en aftale, der skal levere 100 gigawatt havvind i Nordsøen.
Derudover stemplede JPMorgan vindmølleaktien som et "positive catalyst watch", skrev nyhedsbureauet DPA. Storbankens Vestas-anbefaling lyder på positive "overvægt" med et tilhørende kursmål på 200 kr.
Ørsted steg samtidig 1,6 pct. til 140 kr. Energikoncernen meddelte i kølvandet på den paneuropæiske havvindaftale, at selskabet er klar til at spytte flere penge i havvindprojekter i Nordsøen.
I Pandora måtte man mandag sande, at sølvpriserne fortsatte sit rekordridt.
Ved dansk lukketid mandag lød prisen på et troy ounce sølv på rekordhøje 112 dollar. Til sammenligning lå prisen omkring 100 dollar fredag eftermiddag.
Udviklingen skyldes ifølge Sampensions aktiechef, Philip Jagd, stigende global politisk usikkerhed og en generel utryghed, der får private investorer til også at kaste sig over ædelmetallet.
Pandora bakkede 3,6 pct. til 487 kr. i bunden af C25-indekset, og smykkeaktien er siden nytår faldet 31,2 pct.
ROCKWOOL SOLEDE SIG I POSITIV ANBEFALING
Isoleringskoncernen Rockwool har med konfiskationen af sine russiske aktiver fået fjernet usikkerhed, der har hængt over aktien.
Sådan lød vurderingen fra JPMorgans analytikere, der løftede anbefalingen af aktien i Rockwool til positive "overvægt" fra "neutral". Kursmålet blev sat op til 250 kr. fra 240 kr.
Rockwool steg 2,1 pct. til 216,20 kr.
Også A.P. Møller-Mærsk gjorde god figur med et plus til B-aktien på 2,7 pct. til 14.805 kr., efter at aktien fredag tog et dyk på 3,1 pct., da en eventuel åbning af trafikken i Det Røde Hav skabte bekymringer om ubalancer i forholdet mellem udbud og efterspørgsel.
ISS LØB MED KONTRAKT
Servicekoncernen ISS offentliggjorde en kontrakt med en schweizisk producent af medicin og medicinsk udstyr.
Kontrakten har en årlig værdi på tæt på 300 mio. kr. og løber over tre år. Den kan desuden forlænges med yderligere to år, lød det i en meddelelse.
Dertil fik ISS hævet kursmålet til 278 kr. fra 230 kr. hos Goldman Sachs, der stadig siger "køb" til aktien.
ISS gik frem med 1,7 pct. til 238,80 kr.
AQUAPORIN UDSKØD IGEN
Aquaporin udskød mandag atter offentliggørelsen af resultaterne fra sin aktieemission.
Samtidig satte selskabet, der udvikler teknologi til vandfiltrering, en ultimativ deadline for offentliggørelsen 31. januar, efter resultaterne ellers var udskudt til mandag, da de foreløbige resultater for udbuddet af nye aktier var væsentligt under forventning.
Skulle det ikke bære frugt, forventer Aquaporin at indlede insolvensbehandling, lød det.
Aquaporin steg mandag 9,3 pct. til 0,59 kr., efter at aktien dykkede 55,0 pct. fredag.
.\\˙ MarketWire