Novo Nordisk-aktien havde en særdeles god torsdag, hvor det danske aktiemarked fejrede, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har droppet toldtrusler og afvist at bruge militær magt til at overtage Grønland.
Aktien sluttede 6,1 pct. højere i 396,70 kr. Det er det højeste lukkeniveau siden den 28. juli sidste år, dagen før Mike Doustdar blev udnævnt til topchef, og Novo Nordisk nedjusterede forventningerne, hvilket sendte aktien baglæns med 23 pct. den 29. juli.
Med andre ord er det højeste lukkekurs i København, siden Mike Doustdar blev udnævnt til topchef.
Med til historien hører dog, at Novo-aktien fredag steg markant på det amerikanske eftermarked til 403 kr. omregnet efter lovende recepttal for Wegovy-pillen i uge 2.
Det var 3,7 pct. højere end lukkeniveauet i København i fredags, inden Trumps toldbombe i weekenden sendte danske aktier ned over en bred kam mandag.
Novo-aktien har i det hele taget svinget voldsomt i løbet af ugen.
Mandag faldt aktien 2,9 pct., blot for at stige 3,2 pct. tirsdag. Onsdag faldt aktien så 4 pct., inden torsdagens optur.
I runde tal sendte torsdagens stigning Novos markedsværdi op med 102 mia. kr. til omkring 1771 mia. kr.
.\\˙ MarketWire