Det danske obligationsmarked bærer mandag præg af små rentefald, hvor der på nøgletalsfronten er fokus på skuffende tyske Ifo-tal for januar.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger ved middagstid 2 basispoint lavere i 2,74 pct. målt mod lukkeniveauet fredag eftermiddag.
Niveauet er desuden 2 basispoint lavere end umiddelbart før offentliggørelsen af det tyske Ifo-indeks, som i januar landede uændret på 87,6, hvilket skal sammenlignes med en forventet fremgang til indeks 88,2 ifølge Bloomberg News.
Respondenternes vurdering af det nuværende forretningsklima steg et nøk til 85,7 fra 85,6 måneden før. Til sammenligning havde økonomerne ventet indeks 86,0.
Forventningsindekset faldt til 89,5 fra 89,7. Økonomerne havde ifølge Bloomberg ventet en stigning i forventningsindekset til 90,3.
På handelsfronten kom der hen over weekenden friske toldtrusler fra USA's præsident, Donald Trump, som varslede told på markante 100 pct. på canadiske varer, hvis ikke en aftale med Kina skrottes.
- Kina vil æde Canada levende - fuldstændig fortære det - inklusive ødelæggelsen af deres forretninger, sociale opbygning og generelle livsførelse. Hvis Canada laver en aftale med Kina, vil det øjeblikkeligt blive mødt med en told på 100 pct. på alle canadiske varer og produkter solgt til USA, skriver præsidenten lørdag i et opslag på Truth Social.
I dagens løb venter desuden taler fra den tyske centralbankchef, Joachim Nagel, og den østrigske centralbankchef, Martin Kocher. Begge er med i styrelsesrådet i Den Europæiske Centralbank.
.\\˙ MarketWire