Den amerikanske præsident Donald Trumps udtalelser ved World Economic Forum i Davos om, at han ikke vil bruge magt til overtagelse af Grønland, sender aktierne i det danske eliteindeks, C25, tæt på grønt niveau.
Donald Trump vil i stedet starte øjeblikkelige forhandlinger om overtagelsen af Grønland fortsat på grund af hensyn til national og international sikkerhed, siger han i en tale onsdag eftermiddag.
- Jeg søger øjeblikkelige forhandlinger for at endnu en gang at drøfte USA's erhvervelse af Grønland, ligesom vi har erhvervet mange andre territorier gennem vores historie, udtaler Donald Trump.
- Vi får sandsynligvis ikke noget, medmindre jeg beslutter at bruge overdreven styrke og magt, hvor vi ærligt talt, ville være ustoppelige. Men det vil jeg ikke, fortsætter Donald Trump om brugen af magt til at få sin vilje.
- I kan sige ja, og vi vil være meget taknemmelige, eller I kan sige nej, og vi vil huske det.
Udtalelserne sender positive strømninger gennem det danske eliteindeks, C25, der omkring talens igangsættelse var nede med over 1 pct. Efter udtalelserne om forhandlinger samt afvisningen af brugen af magt, dykker indekset nu 0,2 pct.
11 ud af selskabets 25 selskaber øger klokken 16.20, efter at Donald Trumps mere end timelange tale er slut.
NY FED-FORMAND OG HUSEJERE
Udover Grønland kommer den amerikanske præsident rundt om en lang række emner til sin tale i Davos, herunder kritik af selskabers køb af enfamiliehuse i USA, samt hvem der skal være den nye formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Den nuværende centralbankformand, Jerome Powell, stopper som formand til maj, når den fireårige periode som chef udløber, men hans embedsperiode som medlem af styrelsesrådet er på 14 år, og den ophører officielt først i 2028. Hvis han altså vælger at blive.
Donald Trump udtaler onsdag, at han har holdt samtaler med en række kandidater, der alle er ekstraordinære.
Problemet ifølge Donald Trump er dog, at lige så snart en kandidat starter i jobbet, ændrer de mening og vil hæve renten.
Afslutningsvis udtaler Donald Trump sig om krigen mellem Rusland og Ukraine, hvor han pointerer, at der er et stort had mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
- Det er ikke godt for fredsprocessen, siger Donald Trump.
Begge parter ønsker dog ifølge præsident Trump at nå en fredsaftale.
.\\˙ MarketWire