23. jan. 2026 kl. 05:32
18 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Aktier steg efter solide væksttal - Tesla og Meta i vejret - NY

USA/lukning: Aktier steg efter solide væksttal - Tesla og Meta i vejret - NY

Der var torsdag - næsten - grønt over hele linjen blandt de helt store aktienavne i USA, særligt Meta Platforms og Tesla, og det trak i sagens natur hele markedet i plus.

Nerverne var blevet dulmet, efter at præsident Trump onsdag trak håndbremsen i konflikten om Grønland, ved først at udelukke anvendelse af militær magt og senere ved at droppe den told, han havde truet med.

Og den følelse ser ud til at fortsætte fredag, hvor futures for de ledende indeks på Wall Street stiger 0,1-0,2 pct.

Torsdag var fokus vendt mod det fundamentale, og her var nyhederne positive med en amerikansk økonomisk vækst i tredje kvartal på 4,4 pct. mod ventede 4,3 pct.

Det brede S&P 500-indeks steg med det bagtæppe med 0, 6 pct., mens Dow Jones vandt med 0,9 pct., og Nasdaq blev løftet 0,9 pct.

- Det er dagen efter af Trumps tilbagetog. Der har også været møder og udtalelser torsdag, som har lydt mere forsonende og mindre konfrontatoriske, siger investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Data vidner samtidig om, at der godt gang i økonomien, mens inflationen dog ikke falder, som man måske ønsker.

LØFTET ANBEFALING

I S&P 500 var det de teknologitunge sektorer, som løftede med et plus til kommunikationsservice på 1,6 pct., til cyklisk forbrug på 1,2 pct. og til it på 0,7 pct.

Råvarer og materialer gik samtidig også frem med 0,6 pct., mens finans blev løftet 0,7 pct.

Det var blandt andet Nvidia, verdens mest værdifulde selskab, som hev op i markedet med et plus på 0,8 pct., mens de andre helt store it-navne, Apple og Microsoft steg henholdsvis 0,3 pct. og 1,6 pct. Broadcom vendte dog rundt til et minus på 1,0 pct.

I cyklisk forbrug vandt Amazon samtidig frem med 1,3 pct., mens Tesla steg 4,2 pct., og i kommunikationsservice var der fremgang til Alphabet på 0,7 pct. og til Meta Platforms på 5,7 pct., mens Netflix dog satte sig 2,1 pct.

- Jensen Huang har været ude at tale optimistisk om AI investeringer, og der er en løftet anbefaling af Alphabet. Så der er nogle gode historier ude, men fokus er også rettet mod den kommende uges regnskaber, siger Lars Skovgaard Andersen.

Jensen Huang er topchef i og grundlægger af Nvidia, og det var finanshuset Raymond James, som løftede Alphabet til "strong buy" torsdag.

NEDTUR FOR ABBOTT

I sundhed var der også et løft til Novo-konkurrenten Eli Lilly på 0,8 pct., men her blev Abbott Laboratories straffet med et minus på 10,0 pct. hvilket sikrede medicinalselskabet bundplaceringen i hovedindekset torsdag. Årsagen var et regnskab med et skuffende salg i fjerde kvartal og en svag omsætningsprognose for første kvartal.

Fødevareproducenten McCormick dykkede også 8,1 pct. efter et fjerde kvartal med en lavere indtjening end ventet, ligesom GE Aerospaces egentligt opmuntrende prognose ikke var nok efter store stigninger sidste år, og derfor mistede aktien 7,4 pct.

I den anden ende, den positive, vandt Arista Networks 8,7 pct. og toppede i S&P 500. Koncernen, som leverer netværksudstyr til datacentre, blev løftet af de fortsat optimistiske meldinger om fortsatte AI-investeringer.

Vaccineproducenten Moderna gik på samme tid frem med 4,1 pct. og sikrede sig sin fjerde handelsdag i træk med stigning, på mere end 30 pct. Torsdag var nyheden, at selskabet vil spare på investeringerne i nye kliniske forsøg med sine vacciner.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 100 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig