26. jan. 2026 kl. 13:18
34 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Rolig start i vente inden travl uge tager fat

USA/tendens: Rolig start i vente inden travl uge tager fat

Det tegner til at blive en rolig, men lettere rød start på ugen for det amerikanske aktiemarked, hvor der er lagt op til nogle travle dage med regnskaber og rentemøde i centralbanken, Federal Reserve.

Futuren for det brede S&P 500 falder med små 0,1 pct., mens Nasdaq-futuren går tilbage med 0,2 pct. Dow Jones-futuren handles uændret godt halvanden time inden børsåbning.

Det følger en marginal fremgang til S&P 500 fredag, mens Nasdaq vandt 0,3 pct., og Dow Jones tabte 0,6 pct.

Mens der bliver forholdsvis roligt på regnskabsfronten mandag, kan handlerne i stedet rette blikket mod en sværm af regnskaber i midtugen, som blandt andet inkluderer tal fra techgiganter som Tesla, Microsoft og Apple.

Onsdag afsluttes rentemødet i Federal Reserve, og her er der egentlig ikke lagt op til stor spænding, hvad angår selve renteniveauet, som i høj grad ventes at blive holdt i ro.

I stedet vil det efterfølgende pressemøde med formanden, Jerome Powell, blive nøje gransket for hints om, hvor længe centralbanken vil holde fast i det nuværende renteniveau, og hvad der kan tippe bægeret i forhold til nye rentenedsættelser.

Derudover vil den ventede beslutning om at fastholde renten sandsynligvis være benzin på bålet for præsident Donald Trumps vrede rettet mod Jerome Powell, skriver Bloomberg News, som henviser til præsidentens ønske - eller nærmere krav - om en markant lavere rente.

Det er småt med selskabsspecifikke nyheder mandag, men selskabet USA Rare Earth tiltrækker alligevel fokus, da det rygtes at en investering på 1,6 mia. dollar fra Trump-administrationen er på vej, skriver Financial Times.

Mandag stiger USA Rare Earth 15 pct. i formarkedet. Aktien er i forvejen steget 100 pct. siden årsskiftet, selv om selskabet endnu ikke har udvundet noget.

Derudover har kvantecomputervirksomheden Ionq indgået en aftale om at købe chipproducenten Skywater Technology for 1,8 mia. dollar svarende til 11,3 mia. kr., skriver Wall Street Journal.

Buddet er på 35 dollar per aktie fordelt mellem en kontant betaling på 15 dollar, mens de resterende 20 dollar betales med aktier i Ionq.

Skywater-aktien stiger i formarkedet med 3,1 pct., mens Ionq går frem med 2,3 pct.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 105 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig