29. sep. 2025 kl. 06:32
24 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Stabil inflation holdt renterne i ro - NY

Efter torsdagens rentestigninger oven på overraskende stærke tal for den amerikanske økonomi, var der fredag mere ro over feltet.

Inflationen viste sig i august præcist som ventet, og det beroligede investorerne en smule og øgede igen troen på en rentenedsættelse fra centralbanken i USA til oktober.

- Trods endnu en måned med forhøjet inflation, var dagens rapport inden for skiven, siger Bret Kenwell, der er analytiker hos Etoro, til Bloomberg News.

- Det giver investorerne tro på, at den nuværende status quo forbliver intakt, og at Federal Reserve vil forblive i sporet mod to rentenedsættelser i år, siger han videre.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation steg et enkelt basispoint fra torsdag til 4,18 pct., mens den toårige rente omvendt faldt 2 basispoint til 3,64 pct.

Mandag morgen er den tiårige rente bakket med 2 basispoint til 4,16 pct. på markedet i Tokyo. Det er samtidig et enkelt basispoint lavere end ved dansk lukketid fredag.

Selv om kerneinflationen i august, der endte på 2,9 pct., fortsat er langt fra den amerikanske centralbanks målsætning på 2 pct., tyder alt på, at fokus i højere grad er skiftet mod at sikre arbejdsmarkedet.

Det overordnede inflationstal, PCE-deflatoren, viste en stigning på 2,7 pct. på årsbasis, hvilket også var som ventet blandt økonomerne.

Foruden inflationstallene bød dagen også på nyt om det amerikanske privatforbrug, der i august lå 0,6 pct. højere end måneden før. Det var marginalt mere end ventet, da økonomerne havde estimeret en stigning 0,5 pct.

.\\˙ MarketWire



Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her