Politiske advarsler tager overskriften på valutamarkedet mandag morgen, hvor en kraftigt styrket yen trækker dollar generelt ned i den tidlige handel
Markedsdeltagerne er på vagt over for intervention til fordel for den japanske valuta, mens investorerne reducerer deres dollarpositioner forud for det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag.
Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen i 97,03 mod 98,16 fredag eftermiddag ved 17-tiden og 99,29 sidste mandag.
Den japanske yen styrkes kraftigt til det stærkeste niveau i to måneder, efter at den amerikanske centralbanks afdeling i New York sent fredag ifølge kilder tjekkede kursen på yen mod dollar hos valutahandlere, skriver Reuters.
Federal Reserve of New Yorks kurstjek, der skete sideløbende med, at den japanske valuta var på vej til at bryde 159 yen per dollar, ses som et klart signal om, at intervention kan være nært forestående.
Reaktionen var en flere procents styrkelse i det tynde fredag aftenmarked i New York, og de i weekenden efterfølgende kommentarer fra ikke mindst den japanske premierminister, Sanae Takaichi, om at hendes regering ville tage "nødvendige skridt" mod spekulative markedsbevægelser, får de spekulative investorer til at trække i nødbremsen og sikre sig mod centralbankindblanding i kursforholdet.
- Kurserne, der blev tjekket fredag, og den stigende snak i weekenden har alt sammen bidraget, siger chefstrateg Nick Twidale fra ATFX Global i Sydney til Retuers.
Den japanske centralbank, Bank of Japan, besluttede fredag at fastholde renten uændret, og guvernør Kazuo Ueda gav ingen indikationer af, at han har travlt med at hæve renten yderligere på pressekonferencen efter mødet.
Federal Reserves involvering får handlende til at stå på, da intervention via en fælles indsats fra USA og Japan vil have en større chance for at blive en succes.
Den kraftige styrkelse af yen har en spillover-effekt på dollar, der svækkes mod såvel pund som euro og de andre store valutaer.
- Dollar var skrøbelig i forvejen, men styrkelsen af yen har været den udløsende faktor for markedet til at sælge dollar over hele linjen. Der sker mange ting i USA lige nu, såsom protesterne mod det seneste skyderi i Minnesota. Trump kan også udnævne Jay Powells efterfølger i denne uge. Så markederne er nervøse for begge dele, siger chefstrateg Marc Chandler fra Bannockburn Capital Markets ifølge Reuters.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde torsdag, at han snart vil annoncere sit valg af den næste topchef for Federal Reserve, som skal erstatte den nuværende centralbankchef, Jerome Powell.
En anden faktor for den generelt svækkede dollar er Trumps trusler i weekenden om, at han ville indføre 100 pct. told på varer fra Canada, hvis canadierne gennemfører en handelsaftale med Kina.
Det har fået den canadiske premierminister, Mark Carney, til at understrege, at Canada respekterer forpligtelserne i henhold til handelsaftalen mellem USA, Mexico og Canada om ikke at forfølge frihandelsaftaler med ikke-markedsøkonomier.
Ugen byder på pengepolitisk møde i den amerikanske centralbank, der forventes at fastholde renten onsdag.
- Risikopræmien for dollar fortsætter med at øges, da investorerne er skeptiske over for den pengepolitiske retning i USA, siger strateg Jason Wong fra BNZ i Wellington til Reuters.
Til gengæld ventes bankens pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), at skrue op for de pengepolitiske lempelser i fremtiden og indikere rentenedsættelser på omkring 50 basispoint i indeværende år.
Dollar koster mandag morgen 154,01 yen mod 158,11 yen fredag eftermiddag klokken 17.
Euro koster mandag morgen 1,1866 dollar mod 1,1758 dollar fredag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3669 dollar mod 1,3565 dollar fredag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire