Vestas-aktien er kommet flyvende ud af starthullerne fra åbningen mandag, hvor også Ørsted ligger med fremme i det danske aktieindeks, C25.
Ifølge den britiske regering har Storbritannien, Danmark og otte andre europæiske lande indgået en aftale om at levere 100 gigawatt havvind i Nordsøen, skriver Ritzau.
Aftalen forventes at blive underskrevet på et topmøde om havvind i den tyske by Hamburg mandag af ministre fra Storbritannien, Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Island, Irland, Luxembourg, Holland og Norge.
Vestas-aktien ligger mandag ved 9.45-tiden 4,4 pct. højere i 187,15 kr., og Ørsted stiger 1,2 pct. til 139,40 kr. NKT, der laver søkabler til havmølleparker, ligger desuden 0,4 pct. højere i 807,50 kr.
Ni lande - herunder Danmark - blev for tre år siden enige om at fordoble mængden af strøm fra havvind i Nordsøen og opføre kapacitet til 300 gigawatt i 2050.
Aftalen, der forventes underskrevet i Hamburg mandag, vil bidrage til dette mål.
Den britiske energiminister forventes mandag også at underskrive en hensigtserklæring med Tyskland, Belgien, Danmark og Holland om at åbne op for offshore el-projekter på tværs af landegrænser med fokus på fælles planlægning og deling af omkostninger.
Sidste år overhalede vind- og solenergi fossile brændsler i EU's elproduktion.
.\\˙ MarketWire