Investeringsmarkederne

Investeringsmarkederne

Frygt for inflation og fremkomsten af en ny mutation af corona- virussen skabte turbulens på de finansielle markeder i årets sidste del. De toneangivende centralbanker signalerer, at en stramning af pengepolitikken snart vil indtræffe, mens andre allerede er begyndt at dreje på renteskruen især på de nye markeder.

Omikron – det lidt oversete bogstav i det græske alfabet – fik i 2021 sin plads i rampelyset, da det lagde navn til endnu en mutation af coronavirussen.

Den nye variant var med til at forstærke den forventelige stigning i smittetrykket i takt med de faldende temperaturer på den nordlige halvkugle. Frygten for nedlukning af de ellers genåbnede samfund blussede derfor op igen.

Genåbning skaber flaskehalse

Den globale økonomi blev fortsat understøttet af store penge- og finanspolitiske tiltag. Effekten af nogle af de finanspolitiske pakker er ved at løbe ud. Men de har resulteret i store stigninger i opsparingen, så privatforbrug og investeringer har overtaget som de drivende kræfter bag stigningen i den globale vækst.

I USA forlænges understøttelsen af væksten. I starten af november vedtog man i Repræsentanternes Hus en stor infrastrukturpakke til en værdi af 1.200 mia. dollars. Den indebærer bl.a. vedligeholdelse og udbygning af vejnet og broer, opgradering af bredbåndet samt forbedring af adgangen til rent vand og el. Mange steder har væksten været så stærk, at der er opstået flaskehalse i produktionen som følge af mangel på råvarer, underkomponenter og kvalificeret arbejdskraft. Efterspørgslen efter mikrochips har været meget større end produktionskapaciteten, hvilket især bilindustrien har lidt under.

Den globale økonomi har fortsat været understøttet af store penge- og finanspolitiske tiltag”

Stigende olie- og råvarepriser

Opsvinget i den globale økonomi øgede efterspørgslen efter mange råvarer, som steg i pris, også i slutningen af 2021. Prisstigningen gjaldt især landbrugsvarer, men også de fossile brændstoffer, herunder olie, naturgas og kul.

De olieproducerende lande kunne kun blive enige om en mindre øgning af olieproduktionen, og derfor matchede produktionen ikke den stigende efterspørgsel. Konsekvensen var stigende priser.

I starten af november vedtog man i Repræsentanternes Hus en stor infrastrukturpakke til en værdi af 1.200 mia. dollars.

Kina har været udfordret

I Kina har gældsopbygningen i ejendomssektoren været en kilde til stadig bekymring. I september eskalerede situationen, da der gik rygter om, at ejendomsgiganten China Evergrande Group var på vej mod konkurs. Det lykkedes dog de kinesiske myndigheder at få indkapslet selskabets problemer, så de ikke spredte sig til resten af sektoren.

Ellers har udviklingen i Kina stået i reguleringens tegn snarere end stimulering. De økonomiske nøgletal har derfor været svagere end ventet.

De toneangivende centralbanker har ikke ændret på deres styringsrenter, men har meldt ud, at en nedtrapning af støtteopkøb er på vej”

De finansielle markeder

De toneangivende centralbanker har ikke ændret på deres styringsrenter, men har meldt ud, at en nedtrapning af støtteopkøb af obligationer er på vej. Centralbankerne i England og Norge har forhøjet deres styringsrenter, og forbundsbanken i USA forventes at følge efter midt i 2022. Den Europæiske Centralbank vil følge efter på et senere tidspunkt.

På Emerging Markets har en lang række lande allerede forhøjet styringsrenterne for at holde inflationen i skak. Renterne på obligationsmarkederne er steget. De største rentestigninger fandt sted på statsobligationer udstedt af højrentelandene. Stigningen var mest udtalt for obligationer udstedt i lokal valuta, som til gengæld har nydt godt af generelt stigende valutakurser.

Virksomhedsobligationerne har oplevet rentestigninger på niveau med eller højere end på statsobligationerne fra de modne markeder.

Flotte aktieafkast

Aktierne fra de modne markeder har - anført af de amerikanske aktier - klaret sig markant bedre end aktierne fra Emerging Markets, som har givet negative afkast i årets sidste del. De kinesiske aktier har været tynget af øget regulering og Evergrande-skandalen. I Latinamerika bød aktierne fra Brasilien på markante kursfald udløst af politisk uro i landet.

De stigende energipriser har bevirket, at energiaktierne har klaret sig bedst i årets sidste tredjedel, efterfulgt af aktier inden for it og stabilt forbrug. De svageste sektorer har været telekom og kommunikationsservice. Valueaktier har på globalt plan klaret sig bedre end vækstaktier – særligt i USA.

Fondsdirektørens forventninger:

Stærke kræfter på spil i 2022

Coronavirussen vil også påvirke 2022, men de økonomiske konsekvenser vil aftage med forårets komme.

Genåbning af økonomierne skabte en meget høj vækst i 2021. Det ventes også at være tilfældet i 2022, men på et lidt lavere niveau. Væksten på Emerging Markets ventes også i 2022 at blive højere end på de modne markeder.

Modsatrettede kræfter på spil

På de finansielle markeder er der flere modsatrettede kræfter på spil, som ventes at få indflydelse på udviklingen i 2022.

Den højere inflation lægger pres på centralbankerne. Flere centralbanker på Emerging Markets har allerede ad flere omgange forhøjet deres styringsrenter. Men på de modne markeder er der kun ganske få, som er begyndt på denne øvelse.

Signalerne fra de toneangivende centralbanker har været tilbagerulning af opkøbsprogrammer i obligationsmarkederne samt en forventning om fremtidige renteforhøjelser. Isoleret set skaber det forventning om højere renter – og dermed alt andet lige også visse udfordringer for værdiansættelsen af aktierne.

Men i de nuværende markeder er alt andet ikke lige, så aktierne kan også i dette scenarie give gode afkast. Fremkomsten af den nye variant af coronavirus, Omikron – og frygten for eventuelle fremtidige varianter – trækker nemlig i den modsatte retning.

Risikoen for nye varianter indebærer en øget risiko for nedlukning af økonomierne med deraf følgende negative impulser for væksten. De modsatrettede kræfter er næsten en garanti for større kursudsving, end vi har været vant til de senere år. Det har da også været tendensen i 2021.

Kaos i forsyningslinjer skaber problemer på flere fronter
Læs også

Kaos i forsyningslinjer skaber problemer på flere fronter

Læs artikel

Hånd under aktiemarkederne

Den amerikanske forbundsbank har haft stor indflydelse på udviklingen på de finansielle markeder i de senere år. Den har demonstreret stor vilje – og evne – til at undgå at udløse alvorlige kursfald på aktiemarkederne.

Det er grundtesen, at forbundsbanken også fremover vil manøvrere og kommunikere på en måde, der medfører, at aktiemarkederne vil give et højere afkast end obligationsmarkederne.

Afkastene på aktiemarkederne forventes at blive lavere i 2022 end i 2021. Det skyldes, at en solid udvikling i virksomhedernes omsætning i et vist omfang bliver udfordret af lavere indtjeningsmarginer og en lavere prisfastsættelse af aktierne på forventningen om svagt stigende renter.

I starten af 2022 forventer vi, at aktierne fra de modne markeder vil klare sig bedst. Men der er også en forventning om, at Kina i løbet af 2022 vil skifte fokus fra regulering til stimulering. Det kan bane vejen for gode markeder på Emerging Markets i 2. halvår af 2022.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 3 anmeldelser