Hvad er et investeringsbevis?
Hvad er en porteføljemanager - I korte træk?
- En porteføljemanager er strategen bag dine investeringer.
- Porteføljemanageren holder øje med både det danske og det globale marked og kender indgående til de forskellige markeder og sektorer.
- En porteføljemanager kommer med anbefalinger til investeringer – eller står for køb og salg på kundernes vegne.
Porteføljemanageren er strategen bag din investering. Gennem markedsanalyser, selskabsanalyser, virksomhedsregnskaber m.v. følger manageren markedet tæt og holder øje med, hvordan det udvikler sig. Principielt er porteføljemanageren på arbejde døgnet rundt, fordi handlen med værdipapirer aldrig ligger stille i globalt regi. Derfor er dagens første opgave altid at danne sig et overblik over, hvad der er sket på aktiemarkederne i løbet af natten.

Overblik
Porteføljemanageren får fra morgenstunden et overblik over, hvordan dagen sluttede på de amerikanske børser, og hvordan den er startet i Asien. Nyheder og pressemeddelelser gennemgås for at se, om der er ændringer på sektor- og virksomhedsniveau. Efterhånden skabes et overordnet overblik, som omfatter de mest relevante nyheder i en stor mængde af information. Porteføljemanageren skimmer nyhederne for at se, om noget vil kunne ændre udsigterne for et lands økonomi eller for en sektor eller virksomhed.
Et puslespil af information
Information fra mange forskellige kilder bidrager til at klæde porteføljemanageren på. Det er ikke bare de enkelte virksomheders egne rapporter, men også analyser fra globalt arbejdende analyseinstitutter og finanshuse, der er med til at give et klart billede af eksempelvis en virksomhed. Disse input er vigtige for at forstå forudsætningerne for analysernes nøgletal, som ikke altid danner grundlag for de samme anbefalinger. Det er som et puslespil, hvor en række forskellige informationskilder bidrager til at danne et samlet billede.
Vidensdeling
I en investeringsforening som eksempelvis Sydinvest sidder der porteføljemanagere på alle fondene. Vidensdeling på tværs af fondene er meget vigtig, og det samme gælder udveksling af idéer. Et par gange om måneden samles de forskellige managere derfor på tværs af fondene for at tage stilling til, hvordan økonomien er gearet, og hvilke sektorer der eventuelt skal holdes et særligt vågent øje med.
Skal vi holde dig orienteret?
Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.
Tilmeld dig nyhedsbrevet