03 | 09 - Før du investerer

Hvad er en investeringsprofil?

Overvejer du at investere? Så er første skridt at få lavet en investeringsprofil. Det giver dig det bedste udgangspunkt for at investere trygt og fornuftigt. Her kan du læse, hvad en investeringsprofil er, og hvorfor den er vigtig.

I korte træk

  • En investeringsprofil er et professionelt blik på dine muligheder som investor - det er til for at klæde dig godt på og gøre dig tryg ved dine investeringer. 
  • Til en investeringsprofil kigges der på din risikoevne og din risikovillighed - hvad du kan tåle at miste; hvor meget du har lyst til at satse; og hvilke afkast du kan forvente.
  • Når din investeringsprofil er fastlagt, bliver der ofte sammensat et investeringsforslag, der giver dig et overblik over dine muligheder.
  • Vi anbefaler dig altid at sprede dine investeringer ud på flere forskellige investeringsforeninger eller fonde - det giver ekstra sikkerhed.

Hvordan får jeg det bedste afkast, mens mine penge samtidig er placeret så sikkert som muligt? Det spørgsmål har du måske selv tænkt på at stille din investerings- eller bankrådgiver. Du kan i hvert fald være sikker på, at din rådgiver har hørt det før. Når han eller hun mødes med dig for at lave en investeringsprofil, er det for at klæde dig godt på i forhold til dine pengesager og gøre dig tryg ved dine investeringer. Sådan et spørgsmål vil være ét blandt mange, du kan stille.

Spørgsmål til investeringsprofil

Når du taler med din rådgiver, vil du typisk blive spurgt om:

  • Din økonomiske situation (indkomst, opsparing, gæld)
  • Hvornår du skal bruge pengene?
  • Hvor store udsving du kan acceptere i din opsparing?
  • Hvordan du har det med at tabe penge midlertidigt?

Et typisk spørgsmål kunne være: Ville du kunne sove godt om natten, hvis din opsparing faldt 20 % på kort tid?

Mange tror, at det er forbundet med stor risiko at investere. Det er helt op til dig, hvor stor en risiko du vil investere med, da dine investeringer skal passe til dig. Men det er vigtigt, at du ved, at det netop er risikoen, der forøger muligheden for et godt afkast. Høj risiko og højt afkast går hånd i hånd.

Risiko: Evne vs. villighed

Der kan være forskel på risikoevne og risikovillighed.

Risikoevne: Risikoevnen viser, hvor stor finansiel modgang du som investor kan klare, og hvad du rent økonomisk kan tåle. Fx er risikoevnen ofte højere, hvis du har lang tid til at investere.

Risikovillighed: Risikovilligheden er meget forskellig fra person til person, da risikovillighed handler om, hvordan du føler omkring udsving i din opsparing. Er du tryg ved store udsving – eller foretrækker du stabilitet?

Det er helt normalt, at risikoevne og risikovillighed ikke altid matcher – rådgiverens opgave er at finde balancen, der passer til dig.

Tip!

De fleste banker har forskellige systemer, der kan tilpasse investeringsforslag til hver enkelt kunde, og som gennem spredning kan minimere risikoen og samtidig give et afkast, der kan overstige det, man kan få i rente på en bankkonto.

Når din investeringsprofil er fastlagt

Når din risikoprofil er fastlagt, sammensættes ofte et investeringsforslag. I investeringsforslaget kan du se, hvordan din formue bliver fordelt – både på værdipapirer og lande. Det indeholder også information om forslagets risiko og forventede afkast, så du får det bedst mulige overblik.

Spredning giver bedre sikkerhed

Ofte vil investeringsforslaget sprede investeringerne på flere forskellige investeringsforeninger eller fonde. Det er vigtigt at huske, at der er stor forskel på, om du selv investerer, eller om du går via en forening. Investerer du på egen hånd, bestemmer du selv, hvad du præcis vil investere i, men det kræver, at du sætter dig godt ind i stoffet.

Uanset om du investerer selv eller via en investeringsforening, anbefaler vi altid at sprede dine investeringer: På både brancher og sektorer, på lande og områder og på aktier og obligationer.

Køber du investeringsbeviser gennem en forening som Sydinvest, sørger professionelle porteføljemanagere for en bred spredning – så du ikke selv skal overvåge markedet. De giver dig desuden adgang til investeringsmarkeder, der er svært tilgængelige for private investorer.

Risikovilligheden er meget forskellig fra person til person, da risikovillighed er et udtryk for en investors forhold til risiko og afkast.

Investeringsforeninger - en ekstra sikkerhed

De danske investeringsforeninger er underlagt mange regler og kontrolmekanismer. Investorerne har altså en høj sikkerhed for, at pengene, som de har købt investeringsbeviser for, er investeret som forventet.

Derudover overvåget investeringerne løbende, og du kan altid sælge dine beviser, hvis dine forventninger til markedet ændrer sig.

Hvis du investerer i Sydinvests formuefonde, får du en investering med både aktier og obligationer. Her vælger porteføljemanagerne, hvornår det er bedst at gå fra fx aktier og til obligationer eller omvendt.

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Oversigt