04 | 06 - Hvad er investering?

Hvad er en investeringsforening?

Som investor i en investeringsforening får du nem og hurtig adgang til indsigt og stor viden om de finansielle markeder. Til gengæld må du give køb på selv at bestemme præcis, hvilke selskaber du vil investere i.

En investeringsforening er en sammenslutning af investorer, der sammen investerer i aktier, obligationer eller i en blanding af begge dele. Investeringsforeningen tilbyder typisk en bred vifte af fonde, du kan investere i. Men hvad betyder det for dig?

Hvad kan jeg investere i hos Sydinvest?

I Sydinvest er det fx muligt at vælge forskellige områder at investere indenfor, herunder fjernøstlige aktier, amerikanske aktier eller danske obligationer, for nu at nævne nogle få. Selv om dit indskud måske ikke er så stort, er det også muligt at investere i selskaber med en høj kurs, som fx A.P. Møller-Mærsk.

Investorerne ejer Sydinvest

Investerer du i aktier og obligationer gennem en investeringsforening, bliver du medlem af foreningen. Så snart du har købt dit første investeringsbevis, er du automatisk medejer af foreningen for den andel, dit bevis udgør. Foreningen ejes udelukkende af investorerne, som har adgang til generalforsamlingen, og som desuden har indflydelse på fx valg af bestyrelsen.

Hvilke forpligtelser har foreningen over for investorer?

En investeringsforening som Sydinvest foretager investeringer på vegne af foreningens investorer. Derfor er det primære mål altid at pleje investorernes investeringer. Da foreningen er underlagt investeringsforeningsloven, har du som investor en sikkerhed for, at dine investeringer bliver spredt over en bred vifte af aktier og/eller obligationer.

Som investor i en investeringsforening får du adgang til specialister med forstand på at få penge til at arbejde.

Kan jeg selv vælge, hvad mine penge bliver investeret i?

Både ja og nej. Når du vælger at investere i en investeringsforening, overdrager du samtidig investeringsansvaret til foreningens porteføljemanagere. Du kan altså ikke selv bestemme, præcis hvad du vil investere i, da investeringsbeslutningerne er baseret på professionelle vurderinger og indsigt i de forskellige markeder og selskaber. Til gengæld vælger du selv, hvilken fond – eller hvilke fonde – du vil investere i. På sydinvest.dk kan du se de forskellige fonde.

Et investeringsbevis adskiller sig fra aktier og obligationer ved at samle flere værdipapirer i ét. Når du køber et investeringsbevis, lægger vi pengene i én fælles pulje sammen med de øvrige investorers penge. For pengene købes forskellige aktier og/eller obligationer i den fond, du har valgt.

Professionel investeringsekspert, som følger markederne tæt og placerer dine investeringer med en målsætning om at give dig et så højt afkast som muligt målt i forhold til risikoen i fonden.

I korte træk: Hvad er en investeringsforening?

  • En investeringsforening er en sammenslutning af investorer, der sammen investerer i aktier og/eller obligationer.
  • Sydinvest tilbyder en bred vifte af fonde, som du kan investere i.
  • Hvis du investerer igennem en af Sydinvests fonde, bliver du automatisk medlem af foreningen. 
  • Det primære formål for investeringsforeningen er at pleje investorernes investeringer.
  • Når du investerer i en investeringsforening, vælger du selv, hvilke fonde du vil investere i. Hvis du derimod vælger en professionel porteføljemanager, vælger du ikke selv, hvad dine penge bliver investeret i.

Oversigt

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet